Kategorier
Nyhedsbrev

Pragtsmerling

  • Medium

Kunder, der købte denne vare, købte også:

Pragtsmerlinger er meget populære akvariefisk, som forefindes naturligt i Indonesien (Sumatra og Borneo).
 
Akvarieindretning
Pragtsmerlinger kan holdes i akvarier fra 100L og opefter. Husk, at selvom pragtsmerlinger vokser meget langsomt, bliver de med tiden store og får brug for et akvarium på mindst 540 L, og dette bør betragtes som et minimum.

Indret akvariet med en bund af sand eller fint grus, som tillader pragtsmerlingerne at grave. Hold dine pragtsmerlinger i et beplantet akvarium, men valget af planter er meget forskelligt, alt efter om du holder unge eller voksne pragtsmerlinger. Unge pragtsmerlinger kan holdes med de fleste plantearter, hvorimod voksne kun kan holdes med robuste planter, som fx javabregne og Anubias. Alle andre planter vil blive ødelagt og/eller spist af de voksne pragtsmerlinger. Jeg anbefaler også brugen af flydeplanter for at dæmpe lyset, hvilket gør smerlingerne mere aktive om dagen.

Pragtsmerlinger vil gerne have en indretning med masser af huler og andre gemmesteder, helst så smalle, at de kun lige kan klemme sig selv ind i dem. Bliv ikke bekymret hvis dine pragtsmerlinger har mast sig ind i huler, de selv har gravet under sten eller akvarieudstyr. Det er ganske sikkert, at de ikke sidder fast – de kan bare godt lide det sådan.

Pragtsmerlinger er følsomme overfor dårlig vandkvalitet, og de kræver god filtrering. Større vandbevægelse sætter de også pris på, da pragtsmerlinger lever i strømmende vand i naturen.

Pragtsmerlinger er gode springere, og du bør sikre dig, at dit akvarium er ordentligt lukket til.

Helbred
Som tidligere nævnt er pragtsmerlinger meget følsomme overfor dårlig vandkvalitet, og er ofte de første fisk, som bliver syge eller dør, hvis vandkvaliteten daler. Vandskift på mindst 25% hver 14 dag anbefales, men selvfølgelig skal der tages højde for hvor mange fisk der er i akvariet og hvor hårdt der fodres. Desto flere fisk og foder, desto oftere vandskift. Pga. deres lave tolerance overfor dårlig vandkvalitet kaldes de somme tider for indikatorfisk, da deres helbred indikerer akvariets tilstand. Pragtsmerlinger er meget følsomme overfor klorin, og selv små mængder kan være skyld i massedød blandt smerlinger.

Foder
Pragtsmerlinger er kødædere og spiser kun grøntsager som supplement. Det anbefales derfor, at de får noget foder, som afspejler dette. For at få dine pragtsmerlinger til at vokse anbefales det, at fodre 3-5 gange dagligt. (De vokser alligevel langsomt). Deres diæt bør bestå af et varieret udbud af foder, og kan inkludere næsten enhver slags animalsk føde. En god base kan være rejer, forskellige, synkende piller, forskellig slags frostfoder, og efterhånden som fiskene bliver ældre også fiskestrimler. Pragtsmerlinger er en af de få fisk, som bryder sig om og spiser snegle, og kan derfor bruges til at bekæmpe snegle.

Opdræt
Pragtsmerlinger er blevet opdrættet i akvarier, men det er meget sjældent.
Pragtsmerlinger skal være ganske gamle og mindst 17 cm før de er kønsmodne. I en eneste rapport om pragtsmerlingers æglægning, legede de under følgende forhold:
- Temperatur: 29°C
- pH: 6.5
- Ammonium og nitrit: 0
- Nitrat: < 25
Fire, store pragtsmerlinger (over 25 cm) blev holdt sammen i et beplantet akvarium, og nogle få uger før legen ændrede de adfærd, og begyndte at æde levende fisk som det eneste foder, de ville acceptere. Hunnerne i gruppen voksede meget hurtigt på dette foder, og havde fordoblet deres ”livvidde” op til legen. Den nat hvor æglægningen fandt sted, svømmede to smerlinger tæt sammen under vandoverfladen, snoet ind i hinanden og ”klikkende”. Den næste morgen var 450 æg spredt rundt i akvariet. Pragtsmerlinger æder deres egne æg, så det anbefales at fjerne forældrene, hvis du ønsker et vellykket opdræt.

Ungerne blev fodret med flydende yngelfoder i de første to uger, hvorefter de accepterede knust flagefoder. De voksede relativt hurtigt, og var 2,5 cm efter 6 uger. Herefter blev væksthastigheden sat ned.

Kun Afhentning